Nyheder
22. maj 2008
X. NESAT er vel overstået. Konferencen blev afholdt i København
- dels på Center for Tekstilforskning, dels på Nationalmuseet.
Foruden en masse spændende foredrag - heriblandt en hel dag om
middelaldertekstiler og -dragter, var et af højdepunkterne åbningen
af den nye oldtidsudstilling på Nationalmuseet som dronningen
foretog. Læs programmet på CTR's
hjemmeside.
1. maj 2008
Så er næste projekt gået i gang. De næste 3
måneder er jeg ansat på Center for Tekstilforskning under
Københavns Universitet som forskningsassistent. Jeg skal i gang
med redigeringsarbejdet på publikationen af klædeseminariet
i 2006.
10. februar 2008
Favrskov Middelalderforening er klar med et nyt arrangement. I år
bliver det en allehelgensaften på Ulstrup Slot. Vi er i gang med
planlægningen og mere information kan fåes på
www.favrskovmiddelalder.dk.
10. februar 2008
Efter en længere pause fra hjemmesideredigeringen er jeg nu vendt
tilbage. Trelleborgeventyret er overstået for nu, men jeg er flyttet
til Sjælland og regner med fortsat at være en af Trelleborgs
venner. Hvad der så skal ske må fremtiden vise.
10. maj 2007
Så er Favrskov Middelaldermarked sat i gang.
Favrskov Kommune har bevilligt en slat penge, så også Favrskov
kan komme med på middelalderbølgen. Arrangementet skal
løbe af stablen d. 15. september 2007 og arrangørerne
er Lise Kirketerp Rubak, Birgitte Vestergård og jeg selv. Arrangementet
afholdes i Sløjfen i Hadsten og vi forventer, at både etbalerede
middelaldergrupper og nye lokale middelalderfolk vil deltage, foruden
en række lokale foreninger.
Følg med på www.favrskovmiddelalder.dk
18. marts 2007
Nylig hjemkommet fra en spændende tekstiltur til Norge.
Først havde jeg 3 dage på Bryggens Museum i Bergen, hvor
jeg havde fået lov til at "rode" skufferne med arkæologiske
tekstiler igennem. Jeg nåde at gennemgå næsten hele
samlingen og danne mig et overblik over potentialet og mulighederne
i tekstilmaterialet. Samlingen består ikke kun at materialet fra
udgravningen omkring Bryggen, der stod på fra 1955-1967, men der
var også andre senere udgravninger dels i Bergen by, dels i omkringliggende
kirker. Samlingen er helt utrolig flot. Foruden den store mængde
tekstiler fra havnemiljøet på Bryggen var der også
fine ting som brikvævede guldbrokadebånd, hørrester
fra gravlægninger og en del store næsten hele dragtstykker.
Her er der bestemt materiale at tage med i et kommende forskningsarbejde.

Billedet viser et af tekstilerne fra samlingen i Bergen. Dette er et
såkaldt transporttekstil, der har været anvendt som særk
eller emballage.
Den anden del af turen var et besøg i Oslo, hvor jeg overværede
Marianne Vedelers forsvare sin ph.d. afhandling: Klær og formspråk
i Norsk Middelalder. Både afhandlingen og selve forsvaret
var meget spændende og Marianne har foruden at bidrage med en
ny inddeling af snit og snitmønster i middelalderdragten også
bidraget med bearbejdelse af nye fund. Således er dragter fra
begravelser i Guddal og Uvdal kirker behandlet og publiceret nu.
11. marts 2007
Så blev udstillingen i Randers velåbnet
og dragterne er nu indstalleret fast i udstillingen. Udstillingen er
blevet rigtigt god og et besøg værd for både børn
og voksne.

7. februar 2007
Fra marts bliver jeg igen professionel viking, når jeg begynder
på jobbet som formidler på Vikingeborgen
Trelleborg.
7. februar 2007
Udstillingen åbner i Randers d. 3. marts og den
10. marts er der kulturhus-arrangement med Århus
Middelaldersammenslutning og Laurentiusgildet
der viser våbenkamp. Jeg vil være at finde i middelalderudstillingens
børnafdeling hvor jeg vil sørge for at alle børn
får en god dag.
7. januar 2007
Rekonstruerede middelalderdragter på Kulturhistorisk Museum,
Randers
Den rekonstruerede Randers 1300-tals skomagerfamilie kan opleves på
Kulturhistorisk Museum i Randers fra d. 3. marts. Allerede d. 28. januar
kan man få et indblik i den middelalderlige skrædders arbejde
med at fremstille dragterne. Søndag eftermiddag vil der være
muligt at opleve skrædderen midt i syarbejdet og komme helt tæt
på dragterne. Hør skrædderen fortælle historien
bag denne store ordrer af tøj til byens nok mest velhavende skomager,
der ikke blot i et hug vil udstyrer sin familie med nyt tøj,
men tilmed har revet sig i lommeforet og foræret konen en kraprød
kjole. Link til museets
side her...
7. Januar 2007
Rekonstruktionsprojektet er godt i gang
Med mindre end en måned tilbage af dragtprojektet for Kulturhistorisk
Museum i Randers er lige omkring halvdelen af arbejdet gennemført.
Skomagerens uldkofte i grøn og gul "tve-skifte" er
færdig på nær oplægning af halsudskæring,
ærmer og den nederste kant. Derudover er hørskjorten nået
til samme stadie som koften. Brogene (skomagerens underbukser) er helt
færdige og klar til at tage på. Endvidere er de valnøddebrune
hoser og strudhætten også næsten klar til første
prøvning. Skomagerkonens kraprøde kjortel er endnu ikke
syet helt sammen - her mangler 4 lange sømme og isyning af ærmerne
samt snøreliv og snøreærmer. Dog er hørsærken
klar. Det lille skomagerbarn mangler stadig - der skal besluttes om
kjolen skal være grøn eller brun, og forklæde og
hovedlin har jeg hellere ikke tænkt på endnu. Der er aftalt
en første prøvning med alle dragtdele, giner, hoveder
og hænder tirsdag d. 23. januar, hvor også alle udskræringer
og oplægninger tilpasses.
Middelalderarrangement på Hinnerup Bibliotek lørdag
d. 18. nov.
I forbindelse med en udstilling om middelalderdragter afholder Hinnerup Bibliotek et indendørs middelaldermarked med aktører fra Favrskov og Århus. Jeg deltager denne dag med fremvisning af stoffremstilling - dvs. kæmning af uld, spinding på håndten og vævning på vægtvæv. Læs mere om arrangementet her...
Stort rekonstruktionsprojekt for Kulturhistorisk Museum Randers
1. november begynder jeg på arbejdet med at sy tre middelalderdragter til den nye middelalderudstilling på Randers Museum. Udstillingen forventes at åbne primo marts, men allerede d. 12. november kan man få en forsmag på dragterne, når jeg holder "åbent syværksted" i Randers. Rammerne for dragterne er en bedre stillet skomagerfamilie fra 1300-tallet. Selvom skomagerfamilien er fiktiv, så tildannes både giner, stoffer og dragtsnit udfra repræsentativ kildemateriale.
Således er
tre personer med nogenlunde den rigtige højde og kropsbygning i forhold til middelalderens mennesker blevet udvalgt, og en række danske kalkmalerier er blevet studeret for at ramme det rigtige udtryk i dragterne. Normalt er stof og pels meget dårligt bevaret i jorden, og i Randers er kun få fragmenter af datidens dragter bevaret. Derfor har det været nødvendigt at bruge andre arkæologiske fund som forlæg for dragternes snitmønstre, syteknikker, stoffer og farver.
Stoffet til rekonstruktionerne er det fabrikfremstillede uldstof, der kan læses mere om på denne side. Dette stof er således lavet på baggrund af et arkæologisk fund fra 1300-tallets Lödöse i Sverige, og bygger altså ikke på et fund fra Randers. Det er dog ikke usandsynligt, at der i et større arkæologisk materiale end de ca. 10 fragmenter af vævet uldstof, der rent faktisk er bevaret fra Randers, ville dukke en sådan type op. Stoffet er også allerede farvet. Dette er udført af Lone Olsen fra Kjellerup. Hun har farvet et stykke rød med krap og to stykker gult med regnfan, hvoraf det ene er overfarvet med jernvitriol og er blevet grønt. Endelig mangler vi at farve det sidste stykke stof som skal være brunt.