Før strikningen blev kendt i Norden blev varme sokker og
vanter bundet med en nål. Nålebinding er en historisk teknik, som ikke kun er
kendt fra flere perioder af Nordens historie, men teknikken er også kendt fra
andre dele af verdenen. Hvornår nålebinding er opstået, og hvordan den har
udviklet sig, er endnu uklart. Det er muligt, at teknikken, som så mange andre
tekstile teknikker, er opstået i Mellemøsten, og at den derfra har spredt sig
til Europa. Dog tyder materialet fra Norden på at teknikken i en periode har
været almindelig brugt som husflidshåndværk. Nålebinding blev i løbet af
middelalderen udkonkurreret af strikning. Teknikken blev dog i visse egne af
Skandinavien videreført som en del af folkekunsten. Da folkemindesamlerne blev
opmærksomme på denne teknik i begyndelsen af det 20. århundrede var traditionen
næsten uddød. Vores viden bygger derfor udelukkende på, hvad vi kan se ud af de
nålebundne genstande, vi har bevaret. I 1970’erne forsøgte håndarbejdsverdenen
i Danmark at gøre historiske teknikker moderne. Det lykkedes ikke for nålebindingens
vedkommende, der i dag nok er en smule mere kendt, men ikke mere brugt end for
100 år siden. Det er dog gået betydelig frem de sidste 5 år, siden jeg startede
mit arbejde med denne ukendte teknik og nålebinding ses nu udført på langt de
fleste vikinge- og middelaldermarkeder.

Nålebinding i middelalderen
Tidligere var det kendt at det ældste stykke nålebinding en vante fra Åsle mose
i Sverige dateret til 1. årh. e.kr. Vanten er imidlertid blevet omdateret og
placeres nu i 1600-tallet. Således er det først fra middelalderen har vi en
større mængde af nålebundne tekstiler. Fra 900-tallet kender vi kappebåndene
fra Mammen, Yorksokken og et par islandske vanter udført i middelalderstinget.
Fra 1100-, 1200- og 1300-tallet kendes Oslovanten, Lundvanten, Uppsalasokken og
Söderköpingsokken samt en vante fra en mandsgrav i Finland. Desuden er også et
lille stykke fra Müsen i Tyskland bevaret. Vanten fra Finland skiller sig ud.
Den er stingbestemt til Type VII så hvert sting er bygget op af 7 løkker.
Resten af fundene er af stingtyperne middelalderstinget og mammenstinget. Ser
man bort fra Mammenfundet kendetegner denne gruppe af fund sig ved at være
tekstiler af en grovere uldkvalitet. Det er fund fra byer så de nålebundne
vanter og sokker har nok holdt byens borgere varme om vinteren. Fundene har
altså haft en praktisk funktion i en verdslig verden.


Fig. 1: Bispehandske fra Skt. Trinita, Firenze, Italien. Efter: Braun 1964, s.
370.

Fra Centraleuropa har vi en gruppe af handsker og strømper
med symbolsk betydning. Biskopperne blev i middelalderen begravet i fuld ornat.
I en række bispegrave fra tidlig middelalder er hånd- og fodbeklædningen
tildannet i nålebinding. Et eksempel på sådanne biskoppelige strømper kendes
fra Skt. Marcel kirkeskatten i Delsberg, Schweiz dateret til 1100-tallet. I
Skt. Trinità kirke i Firenze, Italien, er handsker, der tilskrives den hellige
Bernardo degli Uberti, bevaret. Ligeledes kendes handsker fra Skt. Sernin i
Touluose og Anjou i Frankrig begge dateret til 1200-tallet. Anjou-handskerne
tilskrives den Hellige Ludvig og dateres med hans død til 1297. Et sidste
stykke af en handske er kendt fra en bispegrav i Speyer Domkirke, Tyskland.
Litteraturen er sparsom med detaljerede oplysninger og mange af disse genstande
er ikke grundigt undersøgt. Denne gruppe af nålebundne tekstiler er dog langt
finere i udformning og materialer end den ovenfor beskrevne gruppe. Handskerne
er fingerhandsker og ikke vanter. Delsberg-strømperne er tildannet af hørtråd
og lidt grovere i kvaliteten end stykket af silketråd fra Speyer. Ingen af
handskerne er stingbestemt. Delsberg-strømperne er sandsynligvis et unikum da
lange hoser af vævet stof, som også kendes fra den verdslige verden, synes at
være det gængse. Det ser ud til at der i de biskoppelige handsker er et
modeskift fra nålebundne handsker til strikkede handsker. Fra slutningen af
1300-tallet indeholder bispegravene således kun strikkede handsker. Om disse
kirkelige tekstiler er produceret her i Europa eller om de er importeret fra
Mellemøsten, som så mange andre tekstiler blev i den tidlige middelalder, kan
ikke umiddelbart fastslås. Der er dog en klar forskel i materiale og kvalitet
mellem de nordiske og europæiske fund fra denne periode.

Det københavnske materiale
Et større materiale af vanter og huer er bevaret fra de københavnske volde hvor
der i starten af 1900-tallet var større anlægsarbejder. Desværre er de
oplysninger vi har om materialet sparsomme. Genstandene har forskellige
fundsteder og hele materialet kan ikke dateres nærmere end til før 1650. Der er
bl.a. fundet tre hele vanter og flere større stykker som med sikkerhed kan
bestemmes som nålebinding. Også strikkede handsker kendes fra samme materiale
så sandsynligheden for at de to teknikker har været kendt og brugt samtidig er
stor. De huer man fandt har været omdiskuteret da overfladestrukturen kunne
minde om nålebinding. Men de fleste af huerne er undersøgt og teknikken er ikke
nålebinding, men derimod filtning med en art flossyning. Materialet er delt mellem
flere museer, men materialet er aldrig behandlet samlet så der er intet
overblik over omfanget.


Fig. 2: Hue fundet i de københavnske volde. Denne og en del andre huer af samme
slags ligner i strukturen nålebinding, men nærmere undersøgelser viser at
huerne er tildannet ved flossyning. Efter: Københavns Bymuseum.

Nålebinding i den nordiske folkekunst
Et stort materiale fra nyere tid er bevaret rundt omkring på de nordiske
folkemuseer. I starten af 1900-tallet blev nålebindingen genopdaget af en
svensk folkemindesamler der i visse egne af Sverige fandt teknikken bevaret som
folkekunst. De stingtyper hun fandt frem til var middelalderstinget,
mammenstinget og vantestinget.

En af de største genstandsgrupper består af sier udført i
fæhår. Disse sier har sammen med en skål og et bræt af træ været anvendt i
forbindelse med ølbrygning og mælkeforarbejdning. Derudover kendes også vanter
af hvid uld udført i nålebinding broderet med blomsterranker i farvet garn.
Enkelte langskaftede strømper kendes også samt en slags mellemsokker af fæhår
der blev båret som isolering mellem sokken og støvlen.


Fig. 3: Si til ølbygning og mælkeforarbejdning. Selve sien er fæhår udført i
nålebinding. Fra Hjartdalen i Telemarken. Norsk Folkemuseum, Oslo, 5.243 Efter:
Nordland 1963, s. 51.

Langt de fleste sier udført i fæhår er af en meget simple
type med kun en løkke. Der findes dog eksempler på hårsier af både
middelalderstinget, mammenstinget og vantestinget. Mellemsokker af fæhår kendes
overvejende udført i middelalderstinget hvorimod vanter og andet af uld ikke
kendes udført i middelalderstinget fra denne periode i Norge og Sverige.
Uldvanter er derimod ofte udført i manmmenstinget og vantestinget ligesom
enkelte vanter også kendes udført i Type IV. Langskaftede strømper kendes fra
Finland i mammenstinget og fra Norge i vantestinget.

Strikningens indførelse
I spørgsmålet omkring strikningens oprindelse og indførelse i Europa og Norden
er forskere stadig uenige og billedet er noget uklart. Sandsynligvis er
strikningen indført fra Mellemøsten til Europa via araberne som invaderede
Spanien i 700-tallet. Araberne lærte strikningen af kopterne – et kristent
folkslag i Egypten. Dog er der stadig problemer med tolkningen af flere egyptiske
objekter der af forskellige forskere tolkes til både nålebinding og strikning.

Efterretninger om strikning har vi i Sydeuropa bl.a. i
bevarede strikkede pudevår fra kongegravene i Las Huelgas-klostret i Burgos,
Spanien. Fra Paris kan hentes information om strikning som håndværk fra 1268 og
om strikkere organiseret i gilder fra omkring 1366. Strikkekunsten har altså
bredt sig fra Sydeuropa til Nordeuropa hvor den tilsyneladende først kan
efterspores fra 1400-1500-tallet. Således er det første portræt af en
strikkende kvinde en Maria-gengivelse på en altertavle fra Hamburg omkring
1390. Her ses Jomfru Maria i gang med at strikke Jesu lidelsesskjorte.
Strikkede vanter og handsker kendes bl.a. fra Europas bispegrave hvor den
tidlige middelalders nålebundne handsker bliver afløst af fine strikhandsker i
højmiddelalderen. Ved udgravninger i København er flere fingerhandsker og
vanter fremkommet. De er dateret til omkring 1600-tallet og er fra samme
materiale som de tre nålebundne vanter omtalt tidligere. Baretter og hatte
eller grovere former for huer kendes også fra flere steder i Europa fortrinsvis
fra senmiddelalderen. I London er der fundet strikkede stykker i 1300-tals lag
som muligvis stammer fra en hue. Strikkede hoser kendes først fra slutningen af
middelalderen hvor strikningens elasticitet udnyttes til fine tynde strømper.
Således købte den svenske Kong Erik XIV i 1562 et par silkestrikkede strømper
der kostede lige så meget som en tjeners årsløn.

Nålebindingens udbredelse
Gennem det materiale vi har bevaret i dag ved vi at nålebindingen har været en
del af husflidsproduktionen i de skandinaviske hjem fra den tidlige middelalder
og til ind i renæssancen. Åslevanten beviser at teknikken har været kendt længe
før den periode, men vi ved ikke hvor almindelig nålebinding har været i
jernalderen. Måske er Tybrind Vig-stykket et forstadium til Type I som så kan
sandsynliggøre at nålebinding er udviklet af kurveteknikker, men der er langt
fra Tybrind Vig-stykket til Åsleteknikken, og vi har intet bevaret til at
belyse perioden derimellem. Fundene fra de europæiske bispegrave beviser at
nålebinding også var kendt i middelalderens Europa. Om handskerne er importeret
fra Mellemøsten som resten af den tids pragttekstiler eller om der har været en
professionel håndværksproduktion i Europa, kan ikke vides med sikkerhed. Der er
ikke nogen oversigt over hvor meget nålebinding der er bevaret i Europa så det
kan hverken bekræftes eller afvises om nålebinding har været lige så udbredt i
resten af Europa som det har været i Norden. Teknikken har også været kendt i
andre dele af verden. En egyptisk sok i mammenstinget fra samme periode som
Åslevanten beviser dette. Også den dag i dag kan små nålebundne huer købes på
egyptiske markeder.

Selvom nålebinding i dag ikke er nogen velkendt
tekstilteknik så peger fund fra nyere tid på at teknikken nogle steder i Norden
ikke blev helt glemt. Især i Finland og dele af Norge og Sverige lader det til
at nålebinding har været udbredt og alment kendt. Men hvor nålebinding
fortrinsvis kun bruges til fod- og håndbeklædning er strikningen også velegnet
til større flader som trøjer der er meget brugt i den nordiske folkedragt.
Nålebindingen derimod er velegnet til andre materialer end uld som f.eks.
fæhår. Kombinationen nålebinding/fæhår giver solide og stærke produkter.
Strikningens fordele er at arbejdet er lettere end nålebinding. Med en
fortløbende tråd og de lette retmasker kan strikning udføres uden større
fokusering på arbejdet. Alt tyder på at strikningen langsomt, men sikkert, har overtaget
nålebindingens funktion som hånd- og fodbeklædning. Nålebindingen blev således
skiftet ud med en mere fordelagtig teknik og til sidst glemt.

Nålebindingens historie på verdensplan er stadig meget
uklar. Med dette lille hæfte håber jeg at der forhåbentlig nu er én mere der
kender nålebindingens nordiske historie og denne historiske tekniks
mangfoldighed og variationer.

Er du blevet interesseret i nålebinding?
En introduktion til hvordan “grundstinget” i nålebinding udføres og
en oversigt over de omtalte fund, kan du få ved at bestille nålebindingshæftet hos mig.

Litteratur til mere læsning om nålebinding:
Arbman, Holger og Elisabeth Strömberg: Åslevanten, Fataburen Nordiska
museets och Skansens årsbok 1934, s. 67-82.

Bender-Jørgensen, Lise: Nålebinding i dansk stenalder, Textila
tekniker i nordisk tradtion, Rapport från nordiskt symposium om textila
tekniker 1986, s. 63-68.

Bonniers store håndarbejds leksikon, Teknikker og
traditioner (red. Margrethe Petersen) 1996.

Böttcher, Gudrun: Nadelbindungstechnik: Mittelalterlicher
Textilfund in Müsen – Nachbildungsversuch, Experimentelle Archäologie
Bilanz1991 (Sonderdruck aus Archäologische Mitteilungen aus Nordwestdeutschland
Beiheft 6) Oldenburg 1991, s. 331-338.

–: Nadelbindung – “Schlafmütze” in Dokkum, Experimentelle
Archäologie Bilanz 1998, Oldenburg 1999, s. 125-136.

Braun, Joseph: Die Liturgische Gewandung im Occident
und Orient, Nach Ursprung und Entwicklung, Verwendung und Symbolik ,
Darmstadt 1964.

Franzén, Anne Marie: En medeltidag socka i nålning, Upplands
fornminnesförenings tidskrift 1963, s. 38-47.

Franzén, Anne Marie and Agnes Geijer: Textile Finds from
excavations in Swedish towns 1960-66. A preliminary report, Res
Mediaevales Ragnar Blomqvist kal. mai. MCMLXVIII oblata (red. Anders W.
Mårtensson) (Archaeologica lundensia Investigationes de antiqvitatibus urbis
Lundae III) Karlshamn 1968, s.129-135.

Hald, Margrethe: Ancient Danish textiles from bogs and
burials A comparative Study of Costume and Iron Age Textiles (Archaeological
Historical Series Vol. XXI) 1980.

Egon Hansen: Nålebinding og brikvævning fra Mammengraven,
Mammenhøvding eller kvinde? Mammen, Grav, kunst og samfund i vikingetid (red.
Mette Iversen) 1991, s. 145-148.

–: Nålebinding : definition and description, Textiles
in Northern Archaeology 1987. (1990), s. 21-27.

Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder ,
Nålbinding, bd. 12, 2. oplag 1981, sp. 425-428.

Lehmann-Filhes, Margrethe: Zwei isländische Handschuhe, Zeitschrift
für Ethnologie 1896, s. 29-30.

Nordland, Odd: Primitive Scandinavian Textiles in Knotless
Netting,Studia Norvegica Ethnologica og Folkloristica 1963:IV, s. 1-154.

Turnau, Irena: History of Knitting before Mass
Production , Warzawa 1991.

Walton, Penelope: Textiles, Cordage and Raw Fibre from
16-22 Coppergate (The Archaeology of York. The small Finds 17:5) 1989, s.
341-345.

Warburg, Lise: Den strikkende madonna i syd og nord, CRAS1984:XXXIX,
s. 79-92.

Østergård, Else: Tekstilfragmenterne fra Mammengraven. Mammen,
Grav, kunst og samfund i vikingetid (red. Mette Iversen) 1991, s. 123-137.